DPF og fremtiden

[23851]

Hej Christian

Jeg forstår din frustration.

Det er mærkeligt, at arbejde firma, hvor forholdet mellem flertallet af medarbejdere og ledelse i mange år har været kronisk betændt. Jeg plejer altid at sige, at i ethvert forhold skal 1 + 1 blive mindst 2 – hvadenten det er venskab, ægteskab, job osv. I SAS har 1 + 1 desværre givet langt under 2 i mange år.

Jeg blev ansat i år 2000 og allerede året efter startede omstillingen fra at være et monopolselskab til at være et selskab i den frie konkurrence.

Jeg sad selv i DPFs bestyrelse, da vi skulle forhandle K4. Bølgerne gik højt, men vi kom til sidst i mål, og Jørgen Lindegaard udtalte: “At nu kunne vi komme videre”. Det var selvfølgelig ikke nok, og den ene spareplan har afløst den anden. Der skal ikke herske tvivl, om at omstillingen var nødvendig, og at vi var nødt til at levere besparelser.

Set i bakspejlet skulle vi nok have givet langt flere indrømmelser i starten. Derved havde vi måske undgået hele tiden at blive udsat for salamimetoden, der ødelægger moralen, når den står på i tyve år.

I starten af omstillingsperioden blev vores forhold holdt op mod lavprisselsbaberne – ikke majors, som vi lå under. Med tiden lærte vi, at de tjente det samme i lavprisselskaberne og havde mere fri………. I 2019 blev vores forhold ikke længere holdt op mod vores konkurrenter, men mod det generelle arbejdsmarked – sygeplejersker, skolelærere, politifolk osv. Fakta og misfakta blev lækket til pressen for at sætte os under pres.

For et par år siden blev det meste af Stockholmsbasen opgraderet til kaptajner. Man påberåbte sig basevise udnævnelser, men de blev ikke brugt til basevis produktion, hvilket skabte virkelig dårlig stemning i en del af korpset.

Siden blev Flexkaptajnprincippet hevet op af hatten. Formentlig vidste man godt, at det var svært at kræve generel lønnedgang, men hvis man brugte det rigtigt, kunne man få 100% produktion på 80% løn. Jeg kan imidlertid godt forstå behovet for, at vi flyver mere om sommeren. Som Lars Sandahl sagde, skal isbutikken holde åbent om sommeren.

Det der imidlertid for alvor har spoleret min forventning til fremtiden er SAIL. Vi blev i første omgang beroliget med, at det blot var en teknikalitet, der skulle muliggøre belåning slottider i Heathrow. Siden skulle de operere to fly og vupti – pludselig har de ni fly, der opererer ud af vores hovedbaser på vores kerneruter. Vi får at vide, at SAIL er en fantastisk økonomisk ide, men nu viser det sig, at SAIL aldrig har givet overskud (surprise) – man kan samtidig spekulere på, hvem der betaler hoteller, afisning, handling, vedligehold. Mange husker måske tiden med Spanair, der jo var SAS’ guldæg, men som ikke betalte handling og vedligehold. Det gjorde SAS derimod.

Strejken 2019 gik primært ud på netop SAIL (og midsize). SAS ønsker givetvis et langt større SAIL end ni fly. Hvis man fik det som man ville, ville man formentlig outsource al short haul trafik til mindre enheder, der så kunne bekrige hinanden.

At tro på, at dersom vi bare giver 15%, så er alle problemer løst, er i mine øjne naivt. Jeg kan iøvrigt ikke forstå, hvor kravet om 15% kommer fra. Med to års corona og 15 mia kr i tab, står og falder SAS ikke med, at piloterne kommer med indrømmelser på 150 mio. Det hele afhænger af, om stater og kreditorer er villige til at satse på SAS.

Hvad gør vi så nu? I min verden er vi nødt til at give hinanden et håndslag på, at vi vil hinanden. At vi stoler på hinanden og at vi indgår aftaler som vi overholder i den ånd, de er indgået. Luk SAIL, så skal I få indrømmelser. Det ville også være et godt signal for staterne, er støttepengene ikke ryger direkte til Irland.

Skal vi bakke op om SPG? Jeg ser ikke noget alternativ. Det viser historien.

Mvh

Søren

[Christian Melholt]

Som tidligere udbryder og SPU medlem valgte jeg for godt et år siden at vende tilbage til DPF. Det var efter overvejelsen at sammen er vi stærkere, og det nok var smartest at stå samlet i kampen om Corona.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg ikke var – og er – enig i den strategi der føres fra min fagforenings side.

Kigger man igennem de forskellige indlæg på forum, er der ingen tvivl om at jeg ikke er den eneste med en lidt dårlig smag i munden over hvor vi står. Mange har valgt at udmelde sig helt af foreningen. Enkelte prøvede at gøre en indsats inden de opgav og meldte sig ud, men jeg er naiv nok til at tro, at jeg ikke er den eneste tilbageværende i DPF der ikke er enige i den vej vi er på vej ud af. Hvis jeg tager fejl, er det bestemt ikke min stemme der skal bruges i “kampen mod SAS”, og jeg må så finde andre veje. Jeg tror dog ikke jeg er den eneste, om med dette indlæg vil jeg bare gøre opmærksom på, at bestyrelsen ikke har 100 % opbakning, og at vi er nogle, der mener at man burde have accepteret SAS første bud, og nu hvor vi er et skridt videre, for alt i verden få landet en OK der gør at vi bliver en værdig spiller i SAS fremtid. Vi har ikke brug for kamp – og gud forbyde det strejke – men en pilotgruppe der tager ansvar i denne fuldstændige vandvittige livskrise hele luftfarten befinder sig i.

Simon Pauck får mange ord med på vejen på SPG’s FB side. Mange ytrer sig med ord jeg bare kan se hovedrystende på, og rigtig mange ytrer sig om at de KUN lytter til SPG og aldrig bruger tid på den information der kommer fra SAS.

Så sent som igår havde Ole Simonsen fået Simon til at deltage i vores torsdagsmøde. Et møde der efter min mening var særdeles glimrende og informativt, og først og fremmest fik skudt en pil efter alle de rygter der går med at SK skal reduceres, GM giver intet og SAIL skal vokse.

Vi står sammen i denne krise og skal bare finde 15%. Det burde dælme være en smal sag.

Bevares, synes man at det at være avisbud allerede har overgået SAS pilot jobbet bliver det svært, men i min verden burde det være lige til.

Skal min stemme bruges i DPF, skal den bruges til at gøre SPG opmærksom på at der findes medlemmer der vil SAS og gerne accepterer en langvarig plan for at redde vores job og SAS. Den skal ikke bruges til krig og strejke, og slet ikke til kamp mod “fjenden” SAS, men til samarbejde og fornuftig OK, der sikre at vi giver vores del til at komme tilbage.

Udover SPG samarbejdet savner jeg også at se lidt mere til DPF som en dansk fagforening. Hvorfor er det kun FPU der kæmper for luftfarten i Danmark generelt. Jævnligt ser man i medierne at FPU og de andre danske selskaber i dialog og indlæg til regeringen, ligesom det var FPU der fik hjælpepakken til fyrede piloter igennem.

Jeg lavede i sommers et indlæg på SPG FB side med opfordringen til at sige ok til SAS tilbud. Blev haglet ned af de aktive FB debatører fra primært NO og SV, men samtidig over 50 “likes” fra danske piloter. Det fortæller mig, at der er flere derude der gerne vil med SAS på rejsen gennem krisen. Vil SPG? – og hvad med DPF?

Christian Melholt

[Author]

Posts